Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 83: I havde sex!

Martinus' synsvinkel:

Vi var begge helt svedige bagefter, og jeg lagde mig ned ved siden af hende. Jeg fjernede kondomet, slog en knude på og smed det i skraldespanden ved siden af sengen. Vi lå bare og kiggede på hinanden. Jeg smilede til hende og puttede noget af hendes hår om bag øret. Jeg kørte en hånd over hendes kind.

Hun smilede bare. Helt ekstatisk og lykkelig. Jeg bøjede mig ned og kyssede hendes læber. Hun lagde armene om mig og trak mig oven på hende igen. Hun nussede mig, og jeg lod hænderne løbe ned langs hendes sider, og hun lod et støn forlade hendes læber.

"Martinus, jeg elsker dig så meget," sagde hun og kyssede mig ned af halsen.

"Skat?" sagde jeg kærligt: "hvordan har du det?"

"Jeg har fantastisk," svarede hun: "hvad med dig?"

"Aldrig været mere lykkelig. Du er helt fantastisk, Alex," sagde jeg.

"Du er så dejlig, ved du godt det?" sagde hun.

"Har du ondt?"

Hun rystede på hovedet.

"Nej, jeg var jo ikke jomfru."

"Det ved jeg, men jeg vil bare gerne vide, om du havde det godt? Under det hele?" sagde jeg. Hvis ikke hun havde haft det, ville jeg godt nok blive sur på mig selv over ikke at have opdaget det.

"Rolig skat, jeg havde det fantastisk," svarede hun og kyssede mig: "du er altid så bekymret for mig. Hvad med dig? Var det godt?"

"Du har ingen ide om, hvor godt det føltes... eller det har du jo nok... men..." jeg gemte mit hoved under dynen. Jeg kunne slet ikke formulere mig lige nu. Jeg havde lyst til at gøre det hele igen. Kysse hende på den måde igen, være sammen på den måde igen – lige nu, med det samme.

"Så, du har ikke noget imod at gøre det igen?" Hun kiggede på mig med håbefulde øjne: "lige nu?"

"Mener du det?" spurgte jeg, og hun væltede os rundt, så hun nu var øverst. Hun begyndte at kysse mig ned langs halsen igen og ned over mit bryst.

"Ja, vi har vist haft lang tid nok pause til, at du kan igen, ikke sandt?" sagde hun: "eller det kan jeg mærke, vi har."

Hun satte sig på mig denne gang, med et ben på hver side af mine hofter, og gled ned på mig. Hun bevægede sin hofter frem og tilbage, og jeg greb bare hårdere fat om dem. Det lykkedes mig at få mig selv skubbet op, så jeg faktisk sad med hende og kunne kysse hende imens. Der var noget helt specielt over den kontakt, vi havde med hinanden. Den var dybere, end noget andet. Jeg nød hvert sekund af det her. Hun var et ubeskriveligt væsen, og hun var min. Hvad mere i denne verden, kunne jeg ønske mig?

Da vi kom ned til aftensmad senere, kiggede Marcus mærkeligt på os. Vi sad nede i hotellets store restaurant med en lækker buffet. Marcus og jeg var gået op for at fylde tallerkenerne for anden gang. Da vi stod deroppe, og jeg kom noget kød på min tallerken, puffede han til mig.

"Vil du fortælle mig, hvorfor Alex smiler hele tiden, og dit hår står ud til alle sider?"

Jeg kom til at grine. Tanken om alt det, der var foregået inden maden, sendte bølger af glæde og varme gennem min krop.

"Der er så meget sket et eller andet!" udbrød Marcus: "fortæl mig det nu! For i går var I rygende uvenner."

"Jo, ser du Marcus. Alex og jeg skændes og fandt så ud af, hvor tåbelige, vi begge havde været, og ja. Det ene tog det andet," sagde jeg: "og som du nok kan regne ud, så er jeg altså ikke jomfru længere..."

"I havde sex!" sagde han, og jeg nikkede.

"Ja – mere end en gang endda."

"Så det var altså derfor, I var derinde så længe?" sagde han sleskt: "så er freden forbi. Jeg bliver officielt nødt til at sove med ørepropper i fra nu af, hvis I skal til at larme hver nat."

"Det er bare synd for dig," svarede jeg: "jeg har ikke tænkt mig at holde tilbage, bare fordi du ligger inde på den anden side af væggen."

"Hvor er du ond," sagde Marcus og lavede sad face, inden han brød ud i grin: "ej, jeg er bare glad for, I fandt ud af det. Også selvom jeg skal høre på al den stønnen gennem væggen."

"Jeg skal nok være en god bror at give dig nogle lydtætte høreværn i julegave," svarede jeg, og vi brød bare ud i grin. Alt var nu endeligt i orden igen. Marcus og jeg havde det fint – det var, som om alt det med Marcus og Alex aldrig var sket. Alex og Marcus havde det fint sammen. Og vigtigst af alt – Alex og jeg havde det perfekt sammen. Alt var i skønneste orden, og sådan håbede jeg, det ville forblive.