Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 52: Den Røde Gade

Maraton 2/5

Alexandras synsvinkel:

Flyveturen derned var lang, så jeg lagde mig hurtigt til at småsove. Jeg havde seriøst brug for et break fra alle de her mennesker allerede. Jeg skulle de næste fem dage høre på alle deres drukhistorier og dumheder, og jeg kunne ikke engang ringe Martinus op, fordi jeg var sammen med alle de mennesker, der ikke måtte vide, han var en del af mit liv.

Mira puffede til mig.

"Hvad var det der med Xander?" spurgte hun: "han sidder seriøst og glor på dig lige nu. Hvad har du gjort?"

Jeg farede op som skudt ud af en kanon.

"Hvad?!" nærmest råbte jeg, men sænkede hurtigt stemmen igen: "kigger han på mig?"

"Ja, har du slet ikke lagt mærke til det? Det gør han da også i hverdagen."

Jeg tog mig til hovedet. Det havde jeg bare slet ikke brug for det her. Xander var ikke ligefrem så fin i kanten. Han røg alt for meget hash, alt for tit. Han var en lidt småkriminel type og havde tatoveringer op og ned af begge arme, selvom han ikke var mere en atten år gammel. Jeg havde også hørt en lille fugl synge om, at han havde været sin sidste kæreste utro. Ergo var han lige præcis den type, jeg skulle holde mig fra.

"Hvorfor har du ikke sagt noget?" spurgte jeg oprevet.

"Jeg troede ikke, det var nødvendigt. Du har jo Martin. Men han sidder og nedstirre dig det meste af tiden, efter du snakkede med ham. Derfor... hvad har du sagt?"

"Idioten havde taget hash med i lommen. Han havde selvfølgelig glemt, at vi skulle gennem security."

"Hvor dum kan man lige være?"

"Det er Xander, vi taler om! Han er altid sådan," sagde jeg og rystede opgivende på hovedet over det hele: "jeg sagde bare, han skulle smide det væk, medmindre han gerne ville have, nogen opdagede hans tjald. Og hvis han så gerne vil have det, kunne han jo bare købe noget nyt, når vi nåede til Lissabon. Det er sikkert også billigere der end i Danmark."

Efter hvad, der føltes som en evighed, landede vi endeligt i Lissabon. Turen til hotellet føltes også lang, men det var nok i virkeligheden, fordi jeg var ret doven efter den lange flyvetur. Da vi endeligt stod i lobbyen, var det en ren lettelse. Vi fik fordelt værelserne. Vi skulle sove fire og fire. Mira og jeg fandt hurtigt sammen med et par af de stille piger, Anna og Clara. Så var jeg da sikret, at der ikke ville komme nogen hjem midt om natten og brække sig ud over det hele.

Claus og Morten gav os lige en masse instrukser, da vi havde pakket ud, og så fik vi ellers frit løb resten af dagen. De fleste tog i byen, også Mira, men jeg blev dog hjemme på værelset sammen med de to piger, vi boede med. Jeg sad og snakkede lidt frem og tilbage med dem, mens jeg prøvede at læse en bog. Jeg havde mest af alt lyst til at ringe Martinus op, men igen... det var ikke en mulighed lige nu. Sådan fortsatte det de næste par dage. Jeg syntes ærligt ikke, den tur var så fed. Lærerne kunne slet ikke holde styr på os, når det kom til stykket. De kunne ikke engang læse et kort, og selvom de lavede regler for, hvornår folk skulle komme tilbage fra drukturene, var der aldrig nogen, der overholdt dem, og lærerne selv tjekkede ikke engang, om vi var kommet tilbage.

Den næstsidste aften fik Mira overtalt mig til at tage med resten af flokken i byen. Selv Anna og Clara tog med. Jeg gad heller ikke sidde og kede mig. Jeg følte mig nok uden for fællesskabet i forvejen, så jeg hoppede i en kort sexet kjole, smurte et tykt lag fest-makeup i fjæset og stavrede afsted sammen med resten af flokken. Vi skulle ned på Den Røde Gade. Stedet, hvor alting foregik. Mange af drengene var allerede beduggede og påvirket af både det ene og det andet. Xander havde selvfølgelig en joint i kæften, og det var helt sikkert ikke den første.

Da vi kom ind på en af natklubberne, havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. For hvert skridt man tog, var der en ny fyr, der tog en på røven. Ad, jeg kunne slet ikke forholde mig til det her.

"Kom," råbte Mira hen over musikken: "vi skal op i baren."

Inden jeg nåede at protestere, stod vi allerede foran et langt bord, og jeg var blevet sat ned på en barstol.

"Hvad skal du have?" spurgte bartenderen. Jeg stirrede bare på ham. Jeg havde slet ikke lyst til alkohol, men igen svarede Mira for mig.

"Vi skal have fyrre tequilashots og en nogle fadøl."

FYRRE TEQUILASHOTS! Jeg kom sgu da til at brække mig omgåede, hvis jeg bare indtog mere end ti! Snart stod hele svineriet på bordet.

"Skål," sagde Mira og løftede det første tequilashot. Jeg blev nødt til at bare at følge trop, og inden længe havde jeg bundet tyve af dem. Jeg følte, det allerede var på vej op igen, men jeg fik bare stukket en fadøl i hånden og ført den videre op til munden. Jeg kunne mærke, hvordan alkoholen flød i mine årer, som havde det erstattet mit blod. En ubehagelig følelse. Jeg var på ingen måde fuld, jeg var bare dårlig. Jeg havde drukket det alt for hurtigt.

Mira gik på toilettet, og jeg blev siddende oppe i baren. Mega bange, fordi jeg følte mig som Palle alene i verden. Pludseligt var der en, der lagde en arm om mine skuldre. Jeg kiggede op, og Xander smilede ned i mit ansigt.

"Hej, smukke," sagde han, mens hans hånd kørte ned over min arm, hen over min lænd og ned gennem min kjole.

ÅH NEJ! DET HER SKETE BARE IKKE!