Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 113: Dommen

Alexandras synsvinkel:

Da vi kom ud af salen, trak min far mig opgående ind i et tilstødende rum. Dommen ville blive afsagt i morgen, og lige nu så tingene ikke specielt lyse ud.

"Alex," sagde far: "vi er nødt til at handle hurtigt. Denne retssag handler nu kun om påstande, og vi må finde noget mere substantielt. Kan du slet ikke komme på noget, der kunne være til vores fordel."

Jeg tænkte. Hvordan kunne jeg bevise, at jeg havde ret i hele voldtægten? Hvordan kunne jeg stille et godt nok belæg? Og der slog det mig!

"Videokameraerne!" mumlede jeg. Jeg havde jo optaget det hele.

"Hvad siger du?" spurgte far med det samme.

"Videokameraerne," gentog jeg: "jeg... jeg satte videokameraer op i hele huset. Både udenfor og indenfor, fordi jeg var bange for, at han ville bryde ind i huset. Jeg har filmet hele voldtægten. Jeg havde et af de kameraer monteret på mit værelse!"

Uden at spilde så meget som et sekund, løb min far og jeg ud til hans bil, startede den og brød alle færdselsregler på vejen hjem. Jeg forstod ikke, at jeg kunne have glemt de kameraer. De var jo det direkte bevis på, at det hele var foregået.

Da vi ankom til huset, stormede vi ind. De andre sad inde i stuen og kiggede underligt på os, da vi kom løbende ind. Jeg stormede op af trappen, flåede kameraet ned fra dets skjulested, og overrakte det stolt til min far.

"Hvad sker der?" spurgte Martinus, som kom løbende hen til os: "er der noget galt?"

"Nej, tværtimod," svarede min far: "vi har lige fundet det bevis, der kommer til at sikre os sejren i denne sag."

"Hvilket bevis?" spurgte Martinus så, og min far holdt det lille kamera op.

"Alex var så smart at plastre hele huset til med skjulte kameraer, og har dermed fået filmet hele voldtægten."

Martinus stirrede på mig.

"Vil den blive vist i retten?" spurgte han, og jeg nikkede. Han trak mig straks ind i et kram. Det var ikke en video, nogen af os havde lyst til at se. Han kyssede mig i håret og nussede mig op og ned af ryggen. Da vi havde stået lidt der, bad jeg Martinus blive inde i stuen, mens min far og jeg kiggede på indholdet af kameraet. Han var lidt skeptisk, men jeg fik ham overbevist om, at jeg helst ville se det selv først. Han endte med at sætte sig surmulende tilbage i sofaen, fordi han ikke måtte holde om mig, mens jeg skulle se videoen. Jeg gik hen og gav ham et kys, som han glædeligt tog i mod, inden jeg fulgte med min far ind i kontoret. Min far satte den til en computer. ALT var der. Jeg betragtede mig selv på den lille skærm, mens jeg så det hele en gang til. Jeg var glad for, at jeg så det selv først... jeg skulle bruge natten på at være mentalt forberedt på, at den i morgen skulle vises i retten...

*****

Min far havde fået videoen godkendt som bevismateriale, og videoen skulle nu afspilles for hele retssalen som bevis for min påstand om voldtægten, og jeg sad og vred mine hænder ved tanken om, at alle i rummet skulle se mig blive voldtaget. Martinus skulle se mig blive behandlet på en måde, jeg kun havde fortalt ham om. Han ville højest sandsynlig græde. Det ville jeg i hvert fald selv. Jeg ville genopleve det hele. For tredje gang nu. Det havde været svært at se den i går. Men det ville være værre nu, hvor der var en masse tilskuere på.

Salen summede, og jeg vred nakken bagom og fangede Martinus' blik. Han så helt angst ud, og det forstod jeg egentligt godt. Han elskede mig, og det han skulle opleve nu, ville sidde i ham for evigt. Men han ville måske forstå mig bedre af det også. Jeg sendte ham et lille smil og vendte så fronten tilbage mod skærmen, hvor videoen skulle vises. Videoen startede, og salen blev helt stille. Der på skærmen var beviset for ALT, hvad jeg havde fortalt. Andreas, der bankede mig, voldtog mig. Xander, der kom og fjernede ham, og sloges... og mig, der slog Andreas i baghovedet, mens jeg havde blod ned af benene og var halvnøgen.

Jeg sad med tårer ned af kinderne, men jeg gav ingen lyd fra mig. Jeg prøvede at tage det med stolthed, fordi jeg nu beviste, jeg havde haft ret i alt. Jeg skævede hen mod Linda og Paul, og Linda sad og tudbrølede, mens Paul havde et skuffet udtryk i ansigtet. Han var tydeligvis skuffet over sin afdøde søn.

Et højt hulk brød stilheden i salen, og jeg vendte mig om og så Martinus, der var prøvede at holde sin gråd nede, men han kunne ikke. Han brød fuldstændigt sammen, og det skar i mit hjerte.

"Må jeg rejse mig?" hviskede jeg til min far, og han nikkede.

Jeg rejste mig med så høj hast, at stolen næsten væltede. Jeg skyndte mig hen til Martinus og slog armene om ham. Han holdt krampagtigt fast i mig og græd ned i min jakke. Jeg prøvede at trøste ham, men han bare græd og græd.

"Det burde være mig, der trøstede dig, og ikke omvendt," hulkede han.

"Nej, det er okay," svarede jeg: "jeg havde set videoen, men du var ikke forberedt på, hvor slemt det var."

"Alex, jeg elsker dig," sagde han og kiggede så på mig: "lige meget hvad. Det vil jeg gøre til evig tid."

Og så tog han fat om mig og trak mig ind i et kys midt inde i retssalen. I stedet for at skubbe ham væk, trak jeg ham bare tættere ind til mig og kyssede med. Jeg var ligeglad med, at rummet var fyldt af folk. Jeg havde brug for det her. Martinus havde brug for det her. Vi havde brug for det her.

"Jeg elsker også dig, skat," hviskede jeg, da vi brød kysset. Jeg tog Martinus' hånd og trak ham med op til bordet, hvor jeg sad. Han satte sig på stolen ved siden af mig og skubbede den helt hen til mig, så han kunne sidde med armen om mig og være klinet ind til mig, og jeg lod ham gøre det. Det var rart – også selvom det ikke var passende opførsel i retten. Men det blæste jeg på lige nu, for tiden var kommet, og dommen skulle afsiges. Jeg rejste mig op, Martinus fulgte med, mens han klamrede sig til mig.

"Retten er kommet frem til, at Alexandra Vesterberg findes uskyldig i overlagt at have dræbt Andreas. Hun var uagtsom i gerningsøjeblikket, fordi Andreas Simonsen havde voldtaget hende, og dømmes derfor ikke for slaget," sagde dommeren: "men jeg tilsiger dog derefter, at Alexandra Vesterberg får en erstatning på 500.000 kr. for de flere år af vold og krænkelser, hun har været udsat for. Retten er dermed hævet."

Jeg åndede lettet ud. Det var mere, end jeg havde turdet håbe på. Vi havde vundet sagen, og jeg kunne nu endeligt bevæge mig videre i livet. Det var en fantastisk følelse. Martinus trak mig omgående ind i endnu et kys, og jeg hoppede op på ham. Han tog sine hænder ned om mine lår, og jeg havde krydset benene rundt om livet på ham. Jeg kiggede ham ind i øjnene og smilte, inden jeg lagde mine læber på hans igen. Det her skulle fejres, og det blev det også. Med champagne, restaurant og dethele.