Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 36: Et mindre rart gensyn

Maraton 3/6

Alexandras synsvinkel:

De næste par dage var ret afslappede. Det var virkeligt rart at have Martinus. Selvom vi var hjemme hos mig, puslede han stadig om mig, som han plejede. Jeg prøvede dog også at forkæle ham, men det endte altid med at være omvendt.

Martinus havde spurgt mig, om han måtte høre mig synge, siden jeg nu gik på et musikgymnasium. Jeg havde aldrig rigtigt sunget, når ham og jeg havde været sammen. Kun alene, ude under bruseren. Sandheden var, at jeg var ret sky i forhold til at optræde foran andre folk. Jeg havde dog lovet ham, at jeg en af dagene nok skulle vise ham det... bare ikke i dag.

Mira havde også prøvet at kime mig ned siden den date, men jeg havde lagt på hver gang. Ærligt talt, så gad jeg ikke tale med hende. Jeg vidste godt, det ikke var hendes skyld, at Frederick havde været så klam en idiot, men det var stadig hende, der havde slæbt mig med hen til dem i første omgang.

Pludseligt ringede det på døren. Hverken mor eller Lisette var hjemme, det var bare Martinus og mig. Jeg rejste mig irriteret fra sengen, hvor jeg lå og puttede med ham og gik ned af trappen. Da jeg nåede døren, åbnede jeg den, og der stod han. Andreas. Jeg kunne mærke, hvordan en kulde krøb ind over mig, og jeg lagde armene over kors.

"Hvad vil du?" spurgte jeg med den mest isende stemme, jeg kunne formå.

"Vi to," sagde han og pegede med sin finger skiftevis mellem mig og ham: "skal lige have en lille snak."

"Øh... nej, det tror jeg så ikke, vi skal."

Jeg prøvede at lukke døren i, men han satte en fod i, så den åbnede sig igen og gik ind i min entré.

"Klap i Alex, jeg ved, du har snakket med Freja. Hvad har du sagt til hende?" sagde han og gik meget tæt på mig. Hele min krop skælvede.

"Ikke noget, du behøver at vide," svarede jeg så. Han skulle ikke se, hvor nervøs jeg var.

"Jeg har fucking krav på at vide det."

"Ikke en skid, du har. Kan du ikke bare lade mig være i fred?"

Pludseligt tog han hånden om min hals og tvang mig med ryggen op af muren. Jeg prøvede at komme fri, men jeg kunne ikke. Jeg gispede efter vejret, men han var ligeglad.

"Jeg siger kun det her en gang, Alex. Hvis du har sagt noget om, hvad der foregik mellem os, så bliver det værst for dig."

Han slap mig, lige inden jeg mistede bevidstheden. Der var allerede sorte pletter for mine øjne. Jeg sank ned på gulvet, mens jeg fortsat gispede efter vejret. Han kiggede på mig en enkelt gang.

"Du er stadig den smukkeste pige," sagde han: "bare så du ved det. Jeg ville stadig hellere have dig end Freja."

Og så gik han. I det øjeblik han havde smækket døren i, brød jeg ud i gråd. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt det her. Hvorfor kunne mit liv ikke bare løbe lidt på skinner bare en gang i mellem?

Martinus' synsvinkel:

Jeg havde sneget mig ned af trapperne, da jeg kunne høre Alex' stemme blive ret højrøstet. Gad vide, hvem det var? Jeg gik lydløst hen af loftet og ned af trappen, hvor jeg stillede mig med ryggen mod væggen, så de ikke kunne se mig, men jeg kunne høre dem. Det var tydeligt en mandsstemme, der talte, og denne stemme stod fanme og truede min elskede pige. Jeg prøvede at kigge forsigtigt frem fra mit skjulested. Jeg måtte tage mig til munden. Drengen stod med en hånd om hendes hals, og hun kunne knap nok trække vejret. Hvad skulle jeg gøre? Han var tydeligvis meget stærkere og større end mig. Jeg ville ende på skadestuen, hvis jeg lagde mig ud med ham.

Inden jeg nåede at gøre noget, havde han sluppet hende og gik, men de sidste ord han sagde inden da, skræmte mig ret nok. Det gik op for mig, at det måtte være Andreas, hendes ex-kæreste, som stadig ville have hende.

Da han var gået, løb jeg hen til hende. Hun var helt opløst i gråd, mens hun bare gispede efter vejret. Jeg lagde mine arme om hende og trak hende tæt ind til mig. Jeg ville ønske, jeg havde været større og stærkere, så kunne jeg bare være hoppet på ham. Jeg fik utroligt dårlig samvittighed over, jeg ikke følte, jeg havde forsvaret hende.

"Undskyld," hviskede jeg til hende, men hun rystede bare på hovedet og knugede sig ind til mig.

"Du kunne ikke have gjort noget," svarede hun.

"Jeg ville ønske, jeg alligevel havde prøvet."

"Hvis du havde, var det endt værre, end det gjorde. Hovedsagen er bare, at du er her nu."

"Er du kommet noget til?" spurgte jeg og undersøgte hendes hals for mærker. Den var en smule rød.

"Nej, jeg har det fint. Bare... ikke gå fra mig."

"Jeg ville aldrig forlade dig."

Jeg fik hende trukket med ud på et af deres badeværelser, hvor jeg fandt en kold klud og duppede på hendes røde hals, mens jeg kyssede hende imens. Hun blev ved med at holde stramt om mig, så det var lidt svært for mig at få kølnet hendes mærker ned. Til sidst slap jeg kluden og gav hende det, hun nok i virkeligheden havde brug for. Omsorg, kærlighed og nærkontakt. Jeg kyssede hende i håret, på kinderne og nussede hende. Hun løftede hovedet og stirrede længselsfuldt ind i mine øjne. Jeg lagde forsigtigt mine læber på hendes og kyssede hende med en ømhed, der viste, hvor meget hun betød. Vi fortsatte med at kysse et stykke tid, indtil jeg brød det og trak hende med ind på hendes værelse. Så hentede jeg den store isbøtte, jeg havde set i deres fryser og et klæde med isterninger i. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at vise, at jeg var der for hende.

Hun fortalte mig også, hvad det hele gik ud på. Også selvom hun ikke havde behøvet det. Jeg havde hørt det meste af deres samtale.

"Martinus, jeg ved godt, at han har truet mig, men..." græd hun igen: "du forlader mig ikke vel? Selvom det er så fucked up. Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre end dig."

"Som jeg sagde tidligere. Jeg forlader dig aldrig. Og jeg mener virkeligt ALDRIG. Hvis du vil af med mig, må du smide mig ud, og selv der ville jeg stadig prøve at vinde dit hjerte tilbage."

Jeg kyssede hende blidt og sad vi bare der og puttede. Med jævne mellemrum tjekkede jeg, om hendes mærker blev mindre røde. Heldigvis var de faldet lidt.